Jeg kom med storken den 22. april 1935 i Ryslinge på Fyn. Det forholdt sig sådan, at det var 2. påskedag og et storkepar besatte reden på taget af købmand Petersens hus netop den dag, hvor jeg kom til verden på 1. sal kl. 06.15.

Samme købmand Petersen havde to store hunde Jonna og Cita, som passede på mig, når jeg skulle sove middagssøvn i barnevognen nede i gården.

Da jeg var 18 måneder bosatte mine forældre sig i Slagelse, hvor de begge var født. Således gik det til, at jeg kom til at gå i skole, vokse op og komme i lære i vestsjællands hovedstad Slagelse.

Efter jeg var udlært, rejste jeg til København, hvor jeg tjente nok penge til at løse en billet til Norske Amerika Linies skib "SS Stavangerfjord", som sejlede fra København til New York med stop i Kristianssand, Bergen og Halifax Nova Scotia.

I sidstnævnte by gik jeg i land og betrådte dermed det land, som jeg skulle blive mit i de næste knapt tyve år.

Min entre i Canada var ikke så heldig. Da jeg kom ned på kajen, var der to rækker af mennesker, som endte i hver sin bygning. Da jeg mente, at den ene sikkert var lige så god som den anden, og at det nok var imigrationspapirerne, som skulle behandles, valgte jeg den nærmeste. Det skulle vise sig at være forkert. Den kø jeg ikke valgte var ganske rigtigt paskontrollen, men den jeg stod i var for dem, som ville gøre deres nye fædreland den første tjeneste, nemlig at blive bloddonor. Da jeg ikke kunne være bekendt at skifte kø, blev det min første officielle akt at besvime.

Som allerede nævnt skulle der gå mange år, før jeg igen skulle se Slagelse, og da var jeg ikke alene, men sammen med mine to sønner Todd og Jeff.

Efter en faglig uddannelse hos De danske Guldsmedes Sølvvarefabrik og Slagelse Tekniske Skole, besluttede jeg mig til at læse til ingeniør. Jeg valgte P-linien og har arbejdet som sådan i den ene eller anden form på begge sider af Atlanten hele mit liv. Jeg har bl.a. lavet sølvskeer i Slagelse, jetmotorer i USA og haft en finger med i spillet da man byggede tunnellen under Storebælt, hvilket nok var den største udfordring i mit arbejdsforløb.

Læren om svampe. Interessen blev tvunget på mig, da mine sønner kom hjem fra skoven med en pose svampe og forkyndte, at dem skulle vi spise til aftensmad.Jeg måtte dog skuffe dem, men lovede at gå med på biblioteket for at finde noget litteratur om emnet, for så senere at gå på svampejagt. Det blev til rigtigt mange bøger og mange timers læsning, før vi kunne lave vores første svamperet.

Det er siden blevet til mange svampeture. Og i dag ca. 32 år efter, er vi alle tre meget glade for den viden, vi har på dette område.

Nok den største af alle de interesser jeg har haft gennem tiden er min interesse for racehøns.

Jeg var til guldbryllup hos nogle ældre mennesker i Skælskør, og her kom jeg til at sidde ved siden af en mand, som fortalte om sine hvid/guldrandede Wyandotter. Jeg fortalte  ham, at jeg altid havde ønsket mig et lille hønsehold, som min bedstefar havde, da jeg var barn. Men da vi bor meget tæt på Rådhuspladsen i Slagelse, var det ikke blevet til noget. Jeg blev så belært om, at når bare man sørger for at have "ordnede forhold" så skulle der ikke være nogle problemer i at have et par høns, men det blev måske nok uden en hane. Vi aftalte så, at jeg skulle gå hjem og lave en hønsegård og et hønsehus og så kunne jeg hente dyrene ude hos ham - min første hønseven.

Jeg hyggede mig et halvt års tid med mine 7 høns.

Da det blev Jettes fødselsdag kom min svoger med bl.a. en grydeklar and til hende, og en papkasse til mig. Der var noget levende indeni. Da jeg åbnede kassen viste det sig at være en hane. Jeg gik senere ind til min nabo "Jeg har fået en hane" begyndte jeg. "Det var ikke så godt - de galer jo" sagde han og så bekymret ud. "Hvis du ikke kan holde det ud, når der er gået et stykke tid, så kan vi sagtens slagte den og spise den" sagde jeg. Nu ved jeg ikke om det er fordi min nabo ikke kan lide fjerkræ, men efter 6 år har jeg endnu ikke modtaget nogle klager.

Mine høns er af racen:
Dobbeltsømmede Barnevelder (dværg). Avlen foregår efter naturmetoden, d.v.s. med skrukhøne til at ruge ud i stedet for rugemaskine.

Mine høns går af og til frit i haven, og det er dejligt at se, hvorledes skrukhønen lærer de små kyllinger, hvad de skal spise, og hvad de ikke skal spise, hvornår de skal flygte og hvad de kan være trygge ved.

Det er sjovt at udstille sine dyr, og de er hyggelige at arbejde med, og så får man salmonellafri æg og en slagtekylling, som er værd at sætte sine tænder i.

Skulle andre have lyst til en svampe eller hønsesnak, ville det glæde mig at høre fra Jer.

Eric Marott Hansen